Adaptiv forvaltning kræver en bedre organisering og systematik i naturforvaltningen end den gængse praksis. Adaptiv forvaltning anses derfor for at være ressourcekrævende. Men forholder det sig virkelig sådan? Vi sammenligner her en konkret adaptiv forvaltningsproces i forhold til ’business-as-usual’ og kan konkludere, at den adaptive tilgang potentielt set har en række fordele, både målt økonomisk, socialt og miljømæssigt.
Formål
Projektbeskrivelse
Fortsatte stigninger i gåsebestande i Europa har skabt interesse for at undersøge, om adaptive forvaltningsstrategier, der inddrager flere interessenter, kan bidrage til at tackle miljømæssige, økonomiske og sociale påvirkninger forårsaget af gæs. Et sådant initiativ er den internationale forvaltningsplan for Svalbardbestanden af kortnæbbet gås, som er den første internationale forvaltningsplan i Europa, der anvender en adaptiv jagtforvaltning til at regulere en trækkende bestand af vandfugle (i regi af Vandfugleaftalen AEWA, under UNEP). Processen, der kræver inddragelse af interessenter på internationalt og nationalt niveau for at opnå enighed om mål og virkemidler samt løbende opfølgning, blev fra flere sider anset for at være ressourcekrævende. Det gav anledning til spørgsmål om, hvorvidt de forventede gevinster af en adaptiv forvaltning ville opveje omkostningerne.
For at svare på disse bekymringer udtrykt af myndigheder, der bidrager til planens gennemførelse, identificerede vi først omkostninger og potentielle fordele ved hjælp af en simpel ’Cost-Benefit Analysis’ (CBA). Vi sammenlignede to scenarier: at fastholde gåsebestanden på det aftalte mål på 60.000 gæs versus en situation, hvor ingen handlinger bliver taget, såkaldt ’business-as-usual’. I sidstnævnte scenarie var bestanden forudsagt til at stige til 134.000 gæs i 2022, som er tidspunktet for planens evaluering.
Vi viser, at den internationale forvaltningsplan har potentialet til at levere en betydelig nettogevinst, idet de sparede omkostninger, der følger af reducerede skader på afgrøder og derfor lavere erstatninger/tilskudsbetalinger, overstiger omkostninger til drift af planens årlige funktioner, fx arbejdsgruppemøder, overvågning, analyser af bestand og høst data osv. Men denne analyse gav anledning til flere spørgsmål om, hvad der skal betragtes som gevinster og tab, hvordan disse vurderinger/præferencer er fordelt på tværs af forskellige interessentgrupper, og hvilke aspekter af planen, der blev anset for værdifulde.
Vi brugte en metode, såkaldt ’Analytical Hierarchy Process’, til at afdække præferencerne over de forventede fordele og præferencer blandt medlemmerne af den internationale arbejdsgruppe bag planen, både kollektivt og opdelt på interessentgrupper. Kollektivt prioriterede arbejdsgruppens medlemmer miljøresultater over økonomiske og sociale kriterier, fx det at opretholde en stabil bestand og den økologiske integritet af dens levesteder. Minimering af omkostninger forbundet med afgrødeskader var det eneste økonomiske kriterie, som rangerede blandt de fem højest prioriterede resultater.
Vores analyser viste også, at arbejdsgruppens deltagere værdsatte aspekter relateret til selve den adaptive forvaltningsproces. Således prioriterede deltagerne sociale effekter som koordinering, læring, opbygning af tillid og respekt for processen som aspekter på niveau med prioriteringerne af de økonomiske resultater, bortset fra afgrødeskader. Men der var forskelle i prioriteringer mellem interessentgrupper. For eksempel prioriterede fuglebeskyttelsesrepræsentanter genoprettelse af levesteder over alle andre udfald, mens landbrugets repræsentanter prioriterede reduceret tab af afgrøder højst.
Vores blandede analyse viser, at evalueringer af adaptiv naturforvaltning skal baseres på en bred vifte af variable, som inkluderer både mål og proces, der tegner sig for de måder, hvorpå gevinster og tab (både økonomiske og ikke-økonomiske) værdsættes af forskellige interessentgrupper.
Vi konkluderer, at adaptiv forvaltning, som en konsensusbaseret tilgang, kan anvendes til at opnå kollektive aftaler om målsætninger, værdier og succeskriterier. Udfordringen er at bruge passende institutioner, mekanismer og metoder til åbent at inddrage forskellige sektorer i samfundet til at give tilbagemelding på deres præferencer og til at skabe den nødvendige debat om forskellige værdier, som en del af de formaliserede evalueringer.
Du kan læse hele rapporten på AEWA’s hjemmeside (kun på engelsk)
