Adaptiv forvaltning er en metode til at strukturere og gennemføre beslutningsprocesser i forvaltning af både arter og naturområder.

I udgangspunktet sikrer vi, at problemstillinger og mål formuleres klart. Det sker i dialog og samarbejde mellem relevante interessegrupper, borgere, forvaltere og forskere. Gruppen enes også om, hvilke mulige tiltag der kan føre til målet.

Undervejs i den efterfølgende udførelse af projektet, som typisk strækker sig over en årrække, overvåger og evaluerer gruppen løbende de opnåede resultater og - om nødvendigt - justerer tiltagene i forhold til målsætningen. Forskerne udvikler modelværktøjer, der forudsiger, hvordan systemet (for eksempel bestandens udvikling eller naturtilstanden) vil reagere på tiltagene. Modellerne bliver også justeret, efterhånden som der skabes ny indsigt.   

Med denne fremgangsmåde lærer alle parter undervejs i processen, og usikkerheder om systemet og responsen på tiltag bliver gradvist indsnævret. Fordi alle parter deltager i hele forløbet, er der gode muligheder for et større engagement og opbygning af tillid.

Adaptiv naturforvaltning er især anvendelig i situationer, hvor der er værdibaserede interessemodsætninger og modsatrettede behov, som skal løses. Eller hvor der er behov for hurtigt at nå frem til en forståelse af effekten af forskellige forvaltningstiltag i forhold til et ønsket mål.

Aarhus Universitet har gennem de seneste fem år stået bag udviklingen af den første adaptive artsforvaltningsplan i Europa.

Processen har givet positive resultater og erfaringer og har affødt et politisk-administrativt ønske om at videreudvikle og anvende konceptet, både i forbindelse med dansk naturforvaltning og inden for internationale konventioner om naturbeskyttelse.

En adaptiv og struktureret tilgang i naturforvaltningen kræver nye samarbejdsformer og tankegange, og der er derfor et stærkt behov for at udvikle og udbrede begrebet samt træne interessenter i at anvende adaptiv forvaltning.