Genopretning af naturområder er ikke bare et spørgsmål om at genindføre afgræsning, fælde krat eller oversvømme nogle arealer. Det kræver en målrettet indsats og en indsigt i økosystemernes funktion, ikke kun i forskningsverdenen, men også hos de praktikere og jordejere som er involveret i projekterne. Projektet lægger op til en adaptiv tilgang, hvor vi får ny viden fra allerede gennemførte projekter og løbende tilpasser virkemidler og operationelle målsætninger efter denne viden.
Objective
Projektet vil undersøge, hvilke virkemidler, der bedst genopretter grundvandsbetingede mosetyper, og resultaterne vil blive formidlet til de relevante aktører. Projektets resultater vil indgå i dialog og rådgivning med et stort planlagt integreret LIFE-projekt i Himmerland.
Project description
Projektet vil i årene 2017-2020 undersøge og kvalificere sammenhænge mellem miljø, forvaltning og biodiversitet i forvaltning af de grundvandsfødte naturtyper.
Det vil vi gøre ved at:
- Udvikle metoder til bio-hydrologisk kortlægning af ådale med fokus på forekomst af eller potentiale for vådområder med intakt hydrologi, vandkemi og vegetation, udstrømningszoner for grundvand og afstrømningsforhold for vand (terræn, dræn og grøfter)
- Afprøve og undersøge virkemidler til genopretning (af naturlig hydrologi, vegetation og afledt biodiversitet), herunder forskellige former for drift af arealerne (græsningsmodeller, høslæt, brand og naturlig succession).
Projektet vil blive gennemført med en opdeling på fire arbejdspakker:
- WP1: Kortlægning og modellering af nuværende og potentiel hydrologi og vegetation vha terrænmodel, overfladetemperatur (drone, 100-200 ha termokortlægning), drænrør, vegetationstransekter i udvalgte strækninger og historiske målebordsblade.
- WP2: Evaluering af gennemførte vådområdeprojekter som involverer en manipulation af det hydrologiske kredsløb (vandtilførsel og vandafledning) i kombination med ændret forstyrrelsesregime.
- WP3: Eksperimentelle tests af vekselvirkning mellem næringsstofstatus (høj/lav), hydrologi (+/-grundvand) og forstyrrelsesregime (simuleret sommergræsning, helårsgræsning, brand og trampning).
- WP4: En test af korrelationer mellem næringsstatus og biodiversiteten langs en gradient fra lysåbne kær og væld til tilgroede pilekrat og ellesumpe.