Plant2Food får millionsatsning til at styrke internationalt forskningssamarbejde
Med en ny bevilling kan Plant2Food fortsætte sine aktiviteter indtil 2031 og styrke sin mission om at skabe samarbejder mellem forskere og virksomheder, for at løse nogle af de mest komplekse udfordringer i udviklingen af plante baserede fødevarer.
Ida Elbæk
9. marts 2026
Behovet for at omstille dele af vores fødevaresektor til mere plantebaseret produktion er fortsat presserende. En stigende global befolkning og øget pres på planetens ressourcer betyder, at der er brug for nye, velsmagende plantebaserede produkter og ikke mindst brug for grundig og grundlagsskabende forskning i blandt andet råvarer, processer, sikkerhed og teksturer.
Med en ny bevilling kan Plant2Food fortsætte sine aktiviteter indtil 2031og styrke sin mission om at skabe samarbejder mellem forskere og virksomheder, for at løse nogle af de mest komplekse udfordringer i udviklingen af plante baserede fødevarer.
Et skærpet internationalt fokus
Grundstenene i Plat2Food er åbenhed og samarbejde på tværs af forskning og industri. Med den nye bevilling vil samarbejdet fremmes yderligere på tværs af landegrænser.
”Vi er begejstrede for at kunne fortsætte det vigtige arbejde med at styrke de plantebaserede fødevarer igennem åben forskning i nært samarbejde med stribevis af fødevarevirksomheder – nationalt såvel som internationalt” fortæller Programleder Peter Langborg Wejse fra Plant2Food-sekretariatet.
Forskningen er helt central, hvis danske og internationale virksomheder skal udvikle produkter, der både smager godt, er næringsrige og samtidig imødekommer forbrugernes forventninger til både kvalitet og pris.
”Vi er taknemmelige for at Novo Nordisk Fonden giver os denne mulighed og fortsat investerer i grundlagsskabende forskning, som kommer til at gavne os alle,” supplerer Programleder Peter Langborg Wejse.
Fra plante til produkt
Med forlængelsen kan Plant2Food finde løsninger på endnu flere af de vanskeligheder, der fortsat udfordrer udviklingen af plantebaserede fødevarer.
Mere end 140 virksomheder har allerede engageret sig i platformen, og der er blevet sat gang i en række stærke samarbejdsprojekter, der adresserer nogle helt centrale udfordringer i forbindelse udvikling af plantebaserede fødevarer. Det drejer sig fx om forbedring af afgrødesorter og planteproduktionssystemer, forbedret smag og næringsværdi og længere holdbarhed.
”Plant2Food har de seneste år vist, at der er stor appetit hos universitetsforskere og virksomheder på at mødes om åben og patentfri forskning, der kan skabe samarbejde om konkrete løsninger. Med den nye bevilling ønsker vi at styrke platformens rækkevidde, så flere europæiske og internationale samarbejdspartnere kan være med til at skabe et solidt og forskningsbaseret grundlag for en mere planterig og bæredygtig kost,” siger Sisse Marquina-Jongberg, Senior Scientific Lead på fødevareområdet i Novo Nordisk Fonden.
Åben forskning skaber unikke samarbejder
Plant2Food arbejder efter Open Innovation in Science-principperne (OIS), hvor alle forskningsresultater publiceres åbent og uden udtagelse af intellektuelle rettigheder. Det skaber et unikt rum for samarbejde, hvor forskere og virksomheder kan udvikle nye idéer og accelerere processen fra basal viden til praktiske løsninger, som kan anvendes i den virkelig verden.
”Plant2Food har demonstreret en velfungerende og tillidsfuld samarbejdsplatform, der finansierer forskning af høj kvalitet og engagerer en bred vifte af interessenter — fra multinationale virksomheder til agile startups. Ved at indarbejde åbenhed, gennemsigtighed og præ-kompetitivt samarbejde som kerneprincipper skaber Plant2Food værdi og sikrer, at resultater deles til gavn for hele sektoren og omsættes til konkret værdi for samfundet," siger OIS-centerleder, Marie-Louise Conradsen.
Fakta om Plant2Food
- Platformen startede i 2023 og er netop forlænget til og med 2031 med en bevilling på 150 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.
- Plant2Food er en OIS-platform baseret på åben og patentfri forskning, hvor alle forskningsresultater publiceres frit og uden IP-rettigheder.
- Forskningen fokuserer på at løse fundamentale problemstillinger i branchen gennem nært samarbejde med industripartnere.
- Partnere: Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Wageningen University & Research og Food & Bio Cluster Denmark.
Partneruniversiteterne – Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Wageningen University & Research, vil fortsat have adgang til forskningsmidlerne og videredistribuere til yderligere universiteter og vidensinstitutioner, mens Food & Bio Cluster Denmark vil fortsætte rollen som bindeled mellem forskningsmiljøerne og industrien.