Telltale er en passiv vindindikator som var monteret på den NASA Phoenix Lander, der landede på Mars i maj 2008 og opererede der i 5 måneder. Den blev udviklet og konstrueret på Mars Simuleringslaboratoriet på Aarhus Universitet.
Phoenix landede på Vastitats Borialis, tæt på Mars’ Nordpol den 25. maj 2008. I dette område var der fundet is i jorden ved hjælp af gammaspectrometeret (GRS) og et neutronspektrometer på NASA Mars Oddyssey orbiter. Phoenix landeren gravede prøver op og leverede dem til forskellige kemiske forsøg på landerens dæk. For ikke at dele af prøverne skulle blæse væk var oplysninger om vindcyklus på landingsstedet nødvendig ved udvælgelsen af tidspunkt for levering af prøver.
Telltale består af en galge, der er monteret på toppen af landerens meteorologiske mast. Den aktive del af instrumentet er et ekstremt let Kapton-rør, som hænger i Kevlar fibre. Billeder taget af instrumentet viser afbøjning af Telltale på grund af vinden. Et spejl er monteret under den aktive del for at få bedre information om retningen og kraften, der påvirker de bevægelige dele af Telltale.
Telltale er udviklet, konstrueret og leveret på meget kort tid i forhold til, hvad der normalt er tilfældet med videnskabeligt udstyr til Mars-missioner. I april 2005 var eksperimentet kun på idéstadiet, og i februar 2007 blev Telltale leveret fuldt testet og kalibreret. I den mellemliggende tid oplevede holdet mislykkede tests og omdesign af forsøget.
Efter landingen på Mars i maj 2008 begyndte dataindsamlingsoperationen i videnskabscenteret i Tucson, Arizona. I løbet af sommeren arbejdede Telltale holdet på at analysere de indkomne data fra Mars om bestemmelse af vindhastigheder og -retninger. Det var en hjælp i klassifikationen af den daglige vindcyklus og støttede leverancerne af prøver til andre instrumenter på Phoenix Lander.
Et eksempel på vindhastighedsdata indsamlet af Telltale under missionen ses her. Det ses på figuren, hvordan den gennemsnitlige vindhastighed er gennem hele missionen.