Del 1          “The Call of Conscience: Self-Disclosure and Self-Deception” fokuserer på samvittighedens
                 lydløse ’kald’ i forbindelse med mellemmenneskelig dialog og moralske dilemmaer

Del 2          “Prayer: God’s Word and Silence” fokuserer på bønnen som en mulig (eller umulig) ‘dialog’
                 mellem Gud og menneske

Del 3          “‘Alien Voices’ as Paradoxical Powers of Powerlessness: Trauma, Delusion, and Self-Surrender”
                 fokuserer på patienters intrapsykiske, imaginære ‘dialog’ som en form for eksistentiel re-
                 orientering i forhold til traumerelaterede ‘stemmer’ i hovedet

I dette delprojekt undersøger jeg, hvilken rolle andet-persons perspektivet og gudsforholdets dialogiske konstitution spiller for den teologisk antropologi, især som den kommer til udtryk i Martin Luthers relationelle ontologi. Derudover udforsker jeg mulige forbindelser mellem moderne filosofiske teorier om dialog, ikke mindst Martin Bubers, og luthersk teologi og bidrager til systematisk teologisk refleksion angående dialogens potentiale for nutidig teologisk antropologi.

“Se mig, svar mig, Herre min Gud!” (Sl 13,4). Således lyser salmistens fortvivlende udråb, der opfordrer Gud til at gå i dialog med sine lidende skabninger. I Biblen og i den teologiske tradition er den menneskelige eksistens dialogisk konstitueret. Gennem dialog med Gud bliver mennesket et ‘du’ i relation til Guds skabende og opretholdende ’jeg’. Og ‘jeget’ opstår som et selv, der påkalder Guds ‘du’ i bekendelse, bøn og lovprisning. At indgå i dialog med Gud kan dog være rædselsvækkende og potentielt set livstruende, eftersom Gud har magt til ikke bare at skabe og opretholde, men også at dømme og ødelægge. Job er det ypperste eksempel på et menneske, der erfarer Guds truende nærvær. Som verset fra Salme 13 afslører, er det dog endnu mere skæbnesvangert for mennesket at blive udelukket fra dialog med Gud, fordi dets eksistens afhænger af den stadige ordveksling med ham, der skaber og opretholder livet. 

Inden for luthersk teologi kaldes den proces, hvor Gud tvinger den modvillige synder til at føre dialog med sig for retfærdiggørelse, og andet-persons perspektivet er afgørende for Luthers reformulering af denne proces. Desuden er det en afgørende påstand for Luthers teologi, at Gud bliver Gud i dialog med mennesket. Hvorimod den metafysiske gud per se udtrykker sine sandheder i monologer og forbliver upåvirket af menneskets syndige selvcentrisme, inviterer den gud, der åbenbarer sig pro te, mennesket til dialog og er afhængig af menneskets lovprisende svar, hvorved han anerkendes som Gud. 

Delprojektet har tre fokuspunkter, der analyserer forskellige aspekter ved den rolle som dialogen og andet-persons perspektivet spiller for teologisk antropologi:

1.     Tillid og anerkendelse som mellembestemmelse i menneskets dialog med Gud

Jeg undersøger, hvad der kan forstås som mellembestemmelse i menneskets dialog med Gud og afdækker potentialet ved en moderne genformulering af retfærdiggørelsen som en dialogisk begivenhed. Treenighedsteologi åbner for en personificering af dialogens mellembestemmelse, dens dia, i skikkelse af Helligånden eller Parakleten, der tjener som formilder mellem det guddommelige og det menneskelige. Med sit specifikt kristologiske fokus fortolker den lutherske teologi dog oftest dette dia, der iværksætter den retfærdiggørende dialog mellem Gud og mennesker, som troen på Kristus. Luther fortolker til stadighed denne tro som tillid (fiducia, Zuversicht, Vertrauen) og hævder, at menneskets forhold til Gud og medmenneske er defineret ved enten mistillid (synd) eller lydig tillid. Sidstnævnte indbefatter en gensidig udveksling af ære mellem Gud og menneske, som en moderne luthersk teologi muligvis kunne formulere som anerkendelse.

2.     Teologiske dialoger forbinder epistemologi og etik

I centrum for teologisk antropologi findes et grundlæggende hermeneutisk problem, der angår menneskets evne til at anerkende Gud som Gud samt til at forstå og adlyde hans vilje, og som kun kan overkommes i kraft af trosforholdet. Ifølge Luther er det tillidsfulde forhold til Gud således en forudsætning for menneskets evne til at handle etisk. Kun det kristne ‘jeg’, der er konstitueret af det guddommelige ‘du’ og lever extra se i Kristus, kan overvinde sit syndige gemyt og udføre spontane kærlighedsgerninger over for næsten. I den teologiske tradition finder denne proces, der forbinder epistemologi og etik, sted i bekendelsesdialoger med Gud, ikke mindst AugustinsConfessiones, og i didaktiske dialoger mellem lærer og elev, som for eksempel Anselms Cur Deus homo? og kateketisk litteratur som for eksempel Luthers Lille og Store Katekismus. I begge tilfælde etablerer dialogen et forhold baseret på tillid og anerkendelse mellem Gud og menneske, som udgør forudsætningen for, at synderen kan handle retfærdigt.

3.     Følelsesmæssige aspekter ved menneskets dialog med Gud

Som det ovennævnte vers fra Salme 13 viser, er menneskets dialog med Gud ikke blot en kognitiv foreteelse, men har også en afgørende følelsesmæssig dimension. Inden for den lutherske teologi finder dialogen med Gud således sted i samspillet mellem intellectus og affectus. Jeg undersøger denne følelsesmæssige dimension ved gudsforholdet gennem en analyse af blandt andet Luthers udlægning af Fadervor, Deutsche Auslegung des Vaterunsers für die Einfältigen Laien. Heri fremstiller Luther Fadervor som en dialog mellem det bedende menneske og bønnen, der anklager mennesket og formidler Guds tilgivelse. 

I dette delprojekt undersøges dialogens 2. persons perspektiv ud fra Søren Kierkegaards begreb om kærlighed som “mellembestemmelse.” Kierkegaard udvikler dette begreb i Kjerlighedens Gjerninger, hvor han gør opmærksom på følgende forskel: Den verdslige visdom lærer, siger han, at “…Kjerlighed er et Forhold mellem Menneske og Menneske.” Kristendommen, derimod, lærer, at den er “…et Forhold mellem: Menneske – Gud – Menneske, det er, at Gud er Mellembestemmelsen.” Dette misforstås imidlertid let, fordi den verdslige visdom har sine egen forståelse af, hvad en “mellembestemmelse” skal sige. Den forstår den som noget tredje, hvorved et fælles mål – en kommensurabilitet – mellem to etableres. Den navnkundige meterstok i Paris, f.eks., etablerer en kommensurabilitet mellem Eiffeltårnet og Mount Everest i form af højde; og penge, hævdes det undertiden, etablerer en universel ækvivalens, således at alt bliver kommensurabelt i form af monetær værdi. Det er ikke, hvad der menes med “mellembestemmelse”, når det begreb tilskrives kærligheden. “Den jordiske Forstand mærker ikke, at Kjerligheden ingenlunde er et Tredie for sig selv, men er Mellembestemmelsen,” som skriver Kierkegaard. Som mellembestemmelse er kærlighed snarere altings inkommensurabilitet, hvilket er det samme som at sige, at det er hver tings singularitet. Og kærligheden skaber denne singularitet i et kald, til hvilket hver enkelt værende svarer og derved bliver fremkaldt, og dvs. skabt. “…til Gud som Mellembestemmelsen svarer ‘den Enkelte’,” som Kierkegaard skriver.

Mennesket udmærker sig ved ikke bare at være fremkaldt (skabt), men, nærmere bestemt, ved at være fremkaldt i sproget. Mennesket er – ifølge en gammel tradition – det sprogbegavede dyr (zoon logon echon). Det har sin væren i sproget. Som sådan er det i eminent forstand “det svarende væsen.” Samtidig er det – ifølge den samme gamle tradition – det politiske dyr (zoon politikon). Det lever i fællesskab, hvis dimension – i overensstemmelse med dets væsen – er samtalen. Det, der her adskiller os som sprogbegavede dyr, er imidlertid ikke videregivelsen af information. Ikke bare finder vi en sådan videregivelse af information udbredt i dyreriget, vi finder den her perfektioneret i en grad, som mennesker måske nok kan efterligne i deres daglige kommunikation, men aldrig opnå. Tværtimod støder mennesker altid på tvetydighed, vaghed, digression, forskydning og endog meningsløshed. Denne tilsyneladende sproglige defekt er dog kun den anden side af det forhold, at mennesker aldrig er i grebet på dets artsdefinerende potentiale til at tale. Tværtimod bemestrer de dette potentiale, netop fordi de kan give slip på det. Og de kan give slip på det, fordi de bevarer sig selv i en relation til sprogets begyndelse – dets arché. Det er denne begyndelse, der er Guds skabende ord, og hvorom det nok så berømt hedder i Johannes-evangeliets åbningsord: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Mennesket – det svarende væsen – forbliver i relation til dette begyndelsesord, som det er fremkaldt af. Og det er i kraft af denne relation, at mennesker kan begynde igen – hvilket ikke så meget betyder, at de kan sige noget nyt, men mere at de, gennem deres henvendelse til hinanden, kan genkalde ordet og derved forny den dialogiske væren med næsten. Det er denne “sprogets begivenhed,” der overgiver vores kommunikation – og vores fællesskab – til dialogen.

Mit bidrag til forskningsprojektet vil være en undersøgelse af Løgstrups syn på dialog som en åbenbaringsstruktur. Som Løgstrup ser det, er en vigtig del af åbenbaring, at der er tale om en åbenbaring af skabte ontologiske strukturer i den menneskelige tilværelse. Disse strukturer afsløres gennem dialog og i lyset af den kristne forkyndelse, hvilket betyder, at åbenbaring og skabelse er tæt sammenknyttet: Den kristne forkyndelse kan afsløre ”noget i vor tilværelse, som vi slet ikke anede var til – før forkyndelsen afslørede det ved at tale til det” (Den etiske fordring 2010, 9). Vigtige eksempler på disse åbenbarede strukturer er ’interdependens, ’den etiske fordring’ (altså etikken i sin helhed) og de såkaldte ’suveræne livsytringer’ (i nærværende sammenhæng især Løgstrups begreb om den dialogiske struktur i hvad han omtaler som ’talens åbenhed’). Her rummer Løgstrups tænkning potentialet for at udvikle en original og vigtig position mht. at forstå forholdet mellem tro og forståelse, teologi og filosofi samt mellem åbenbaring og fornuft, noget der indtil videre ikke er blevet tilstrækkelig undersøgt i Løgstrup-receptionen.

Hvad er mellemrummet mellem fakta og fantasi, mellem selvet og den anden og mellem affekt og forstand? Igennem dette delprojekt vil jeg undersøge dialogens mellemrum gennem autobiografiske historier. Historierne tager udgangspunkt i mødet mellem 1) virkelige personer, 2) imaginære karakterer og 3) Gud. Metoden er fænomenologisk og fokuserer i særlig grad på det at lytte som metafor og metode for undersøgelsen. For at afdække det metodologiske ståsted, drager jeg inspiration fra etnografien herunder særligt autoetnografien og skrivning som metode. På denne måde kan jeg lave et fænomenologisk arbejde gennem mit favntag med det empiriske materiale og udføre kreativ skrivning som en måde at adressere og få greb om forskningsspørgsmålene på. 

Mellemrummets kvalitet, status of etik, som medierer den dialogiske relation mellem selvet og den anden, er forskellige i alle tre tilfælde på grund af samtalepartnernes forskellige ontologiske status. For eksempel er tid, rum og materialitet konstitueret på forskellige måder i dialoger mellem virkelige personer og i dialoger mellem imaginære karakterer, som for eksempel i fiktive værker, samt i dialoger mellem mennesker og Gud som for eksempel i bønnen. Efter nøjere overvejelse, er det diskutabelt hvorvidt litterære dialoger overhovedet kan siges at være dialoger, hvis ’den anden’ netop er en afgørende faktor for at noget kan være en dialog. Måske gør det samme sig gældende for bønnen? I forhold til mit tidligere forskningsarbejde peger min egen erfaring med at skrive dog på, at der findes udbrud af opildnede traumatiske øjeblikke gennem hvilke ’den anden’ i en eller anden forstand, kan træde frem. Dette rejser imidlertid nogle interessante spørgsmål i forhold til mellemrummets epistemologiske og etiske karakter. Måske er den form for sandhedshændelse, som det dialogiske møde afstedkommer, bedst karakteriseret som aletheia dvs.det at noget træder frem fra sit skjul som dét det er og som resulterer i en etisk fordring om en gensidig afsløring af nye affektivt betonede måder at forholde sig til verden og ’den anden’ på. 

Den metaforiske og metodiske brug af det at lytte samt kombinationen af empirisk og filosofisk metode fremkalder de affektive dimensioner på en effektiv måde sammenlignet med traditionel filosofisk analyse, der primært opererer indenfor det intellektuelle område. I mine observationer, dokumentationer og analyser af forskellige typer dialoger i forskningsprocessen vil jeg i særlig grad fokusere på selve forholdet mellem de affektive og intellektuelle dimensioner som en særskilt vidensform. Desuden vil nogle af udgivelserne under dette delprojekt fokusere på litterære dialoger med henblik på at udvide undersøgelsen af den affektive dimension, som den strækker sig igennem hele det samlede forskningsprojekt.

Formålet med dette delprojekt er at undersøge ”dialogen” ud fra en forståelse af det, der sker imellem os. Baseret på en forståelse af dialog som en kommunikation mellem ”du og jeg”, ”ipseitet og alteritet” undersøger nærværende delprojekt relationen mellem ”du og jeg”, i hvilken hver især genkender i den anden samme evne til at tale som én selv, og i den forstand ikke ser andet i den anden end et andet ”jeg”. Det undersøges bl.a., hvorledes præfikset dia- i dialog kan forstås som udsættelsen af logos som et forsamlende princip for dette ”mellem”, deling og spredning af dialogens deltagere, snarere end en forsoning af forskelle i en enhed. Således forstået er dialogens ”mellem”, med henblik på Jean-Luc Nancys forestilling om ”deling af logos”, en sammenfletning af det eget og det andet, som vi deler, idet det deler os.

“Sprog og religiøs skepticisme: David Hume i samtale med John Hick, Menachem Fisch og Martin Buber”

Mit projekt handler om tidlig moderne filosofi og jødiske studier, især epistemologi og dialogfilosofi. Jeg fokuserer på David Hume, en af de vigtigste skeptiske tænkere i den tidlige moderne periode, i forbindelse med hans skrifter om religion. Jeg bringer ham i samtale med (i) John Hick om muligheden for at tale om Gud (ii) Menachem Fisch og Martin Buber om dialogfilosofi. Jeg vil også arbejde på at lette organiseringen af kommende konferencer og møder i forbindelse med projektet.

Dialogens diastase: Begivenhed, transformation og affektivitet

Jeg forsker primært i eksistensfilosofi, fænomenologi, hermeneutik, filosofisk topografi, kontinental religionsfilosofi, spekulativ realisme, objekt-orienteret ontologi og humanistisk miljøforskning med en særlig interesse i de ontologiske og etiske spørgsmål, som de menneskeskabte klimaforandringer rejser. Jeg er optaget af klassiske metafysiske spørgsmål i moderne kontekst. Min interesse for teologiske emner kredser omkring spørgsmålet om guddommelighed og Guds død indenfor filosofi, teologi og litteratur fra Kierkegaard og den sene Heidegger over dekonstruktionen og den radikale hermeneutik til det 21. århundredes divinologi og spekulative materialisme. 

Jeg arbejder lige nu på et projekt med titlen ”Dialogens diastase: begivenhed, transformation og affektivitet”, hvor jeg undersøger spørgsmålet: under hvilke betingelser er dialog mulig? Min tese er, at dialogen er en form for responsivitet, hvor dét som konstituerer dialogen konstant, bliver genforhandlet og betinget retrospekt i- og gennem den dialogiske praksis. Jeg fokuserer på tre centrale og internt forbundne elementer 2) begivenheden som fremprovokerer dialogen, 2) den dialogiske praksis’ transformative kraft og 3) det affektive medium hvori dialogen udfolder sig. Dialoger er fremprovokeret, formet og betinget af dét der sker, men på grund af deres iboende åbenhed overfor det, der endnu ikke er blevet sagt eller hørt, kan de afsløre og udfordre tidens dominerende dogmer.