Projektet ’Mennesker, Dyr og Mikrober’ studerer, i hvilken udstrækning vi deler bakterier, når vi færdes i de samme sociale sammenhænge, og i hvor høj grad det også gælder på tværs af arter som mennesker, hunde og grise. Samtidig ved vi også, at antibiotikaresistens bliver et stadig større sundhedsproblem og at resistens kan opstå mange forskellige steder. Vi ønsker at undersøge, om resistente bakterier kan sprede sig i et lokalområde, uden at man bliver syg af det.
Antibiotikaresistens kan betyde, at almindelige former for antibiotika ikke længere virker overfor infektioner, som skyldes bakterier, fordi bakterierne kan blive modstandsdygtige overfor medicinen. Antibiotikaresistens bliver mere og mere almindeligt og kan derfor true vores sundhed. Antibiotikaresistens kan opstå alle steder, hvor vi bruger antibiotika, uanset om det er i medicinsk behandling af mennesker eller dyr.
Projektet kan hjælpe med at finde ud af, om vi kan gøre mere - eller gøre noget anderledes - for at forebygge antibiotikaresistens, eller om det, vi allerede gør, er tilstrækkeligt.