Forskningsprojektet ”Epistemological Aspects of ’Dialogue’: Exploring the Potential of the Second-Person Perspective” (2021-2024) ledet af professor Claudia Welz har til formål at undersøge ‘dialog’ som et tværfagligt nøglebegreb, der er centralt for mellemmenneskelige og ikke mindst inter-religiøse og interkulturelle møder. Trods en næsten inflationær brug af ordet ’dialog’ i en række discipliner bærer denne præg af en begrebslig uklarhed. Baseret på diverse teologiske, filosofiske og psykologiske traditioner og metoder – især reformationsteologi, kierkegaardstudier og post-Holocaust-teologi; det 20. århundredes dialogfilosofi, fænomenologi, hermeneutik og dekonstruktion; samt psykoanalytiske tilgange og erindrings- og traumestudier – søger dette projekt overordnet at undersøge det potentiale, der ligger i Jeg-Du-forholdet frem for et første-persons insider-perspektiv eller et tredje-persons iagttager-perspektiv.
En tilbagevendende kritik af dialogfilosofien har været, at der er et ensidigt fokus på det etisk-eksistentielle betydningslag i mellemmenneskelige møder, mens der mangler en belysning af det erkendelsesteoretisk relevante indhold af dialogen. Nærværende projekt vil vise, hvorledes dialogens unikke form påvirker de indsigter, dialogen afføder. Kort sagt undersøges dialogens epistemologiske implikationer og konsekvenser, og dermed stilles også spørgsmålet om sandhed. Da det er uforudsigeligt, hvordan ens dialogpartner vil reagere og respondere, har dialogen en overraskende begivenhedskarakter. Når vi befinder os i dialog med hinanden, er vi i et fælles refleksionsrum. Vi er involveret i en performativ, interaktiv proces, som kan afføde en helt særlig viden, der er koblet til henvendelsen til et andet menneske. I dialogen taler et ’jeg’ til et ’du’ i stedet for at ’man’ taler om vedkommende.
Derfor koncentrerer dette forskningsprojekt sig om ’mellemrummet’ imellem dialogpartnerne og det ’krydsfelt’ af forskellige perspektiver, gennem (dia) hvilket dialogen finder sted. Det er her, hvor sproget eller fornuften (logos) kommer ’til orde’. Dette sker især i den levende tale eller også i en talende tavshed, hvor subjektivitet og objektivitet bringes i spil og holdes sammen i det dialogiske møde i/på ’midten’. Karakteristisk for et dialogisk møde er netop, at det overskrider det, som en enkelt person eller en neutral iagttager kan se. Det adskiller sig grundlæggende fra den indforståethed, der kendetegner et førstepersons perspektiv, og fra den observerende og sammenlignende komparative tilgang, der ligger i et tredjepersons perspektiv.
I dialogsituationen opstår der en gensidigt bindende sfære ’imellem’ dialogpartnerne, der hver især udtrykker sig selv i og ved at de svarer på de indtryk, ord og ’vibrationer’, de modtager fra hinanden. I dialogen udfordres ens egne overbevisninger af andres, ofte modstridende holdninger, og denne produktive uenighed åbner desuden for en diskussion af videnskabelige ’dyder’ som intellektuel ydmyghed og villighed til revision og (selv-)korrektur, som bidrager til at undgå ensidig fremstilling og forsimpling af kompleksitet.
